Aktuelt

Nyhedsbrev januar 2023

Året 2023 er godt i gang og I ønskes alle en rigtig glædeligt nytår. Vi håber det bedste for alle i dette nye år.

I mandags sendte vi kontingentopkrævninger ud for 2023, og der er allerede mange, der har betalt. Det er vi rigtigt glade for - og tak for det.

Vi har tidligere fortalt, at det det er svært at få arrangementer til at løbe rundt økonomisk på grund af, at vi er i Fællesrummet og ikke i Dansesalene. Det er ca. 50 manglende pladser pr. arrangement og dermed også manglende indtjening. Vi er endnu ikke i nød, men vi må passe lidt på pengene. Der mangler stadig svar om støtte fra Statens Kunstfond for i år. Det trækker ud på grund af folketingsvalget i november, hvilket betyder at finansloven ikke på plads endnu. Vi mener, at have hørt at der varsles besparelser indenfor kulturområdet, og vi holder vejret til der kommer besked.

I år, er det første år, hvor I ikke får medlemskort som I kender det. Der vil blive udsendt et medlemskort til udprintning på jeres mailadresse inden længe. Hvis I får problemer med dette, hører vi gerne fra jer - så skal vi nok hjælpe. Samtidigt siger vi tak til Sussi og Mogens for det kæmpe arbejde med medlemskortene, som de har lavet gennem mange år.

Vi starter jazzsæsonen næste fredag med Norbert Susemihl's Joyful Gombo, og må desværre meddele, at der udsolgt til denne koncert.

Den næste koncert er med Monique Thomas & Burich-l'Etienne New Orleans Ensemble.
Det er den 3. februar og billetsalget er allerede godt igang.
Du kan købe billet her: https://medlem.gladsaxejazzklub.dk/event/details/i29

Billetter til børnejazz den 15. februar bliver snart sat til salg.
Programmet til Jazzfesten i juni forventer vi er klar til offentliggørelse til generalforsamlingen i marts.
Hele årets program kan ses på hjemmesiden og det trykte program er gået i trykken og vi håber det er klar til uddeling næste fredag. Billetter til alle arrangementer vil løbende blive sat til salg.

Vi glæder os til at se jer i jazzklubben igen
På bestyrelsens vegne
Mange hilsner
Mette

Nyhedsbrev december 2022

Midt i denne travle juletid kommer her årets sidste Nyhedsbrev fra Gladsaxe Jazzklub.
Koncertprogrammet for 2023 er offentliggjort i fredags og vil blive lagt på hjemmesiden i løbet af de næste dage.

Billetter til den første koncert fredag den 13. januar med Norbert Susemihl's Joyful Combo er sat til salg og kan købe via dette link:

https://medlem.gladsaxejazzklub.dk/event/details/i28

Menuen denne aften er svinekæber med kartoffelmos.
Det har været et travlt og spændende år, fyldt med gode jazzkoncerter og oplevelser.
De sidste to koncerter ingen undtagelse.
Fredag den 25. november havde jazzklubben besøg fra Silkeborg: Red Hot Four+1 anført af Steffen Juhl Hansen, leverede en dejlig koncert fyldt med jazznumre, der ikke bliver spillet så ofte. Der var trængsel på dansegulvet, og humøret var i top.
Årets sidste koncert var i fredags den 9. december, hvor vi kunne byde velkommen tilbage til The Swinging Sisters. De har tidligere fået taget på Telefonfabrikken til at løfte sig (2019) med deres smukke stemmer og swingende vellyd.
The Swinging Sisters er lige præcis dét navnet antyder – tre søstre, som swinger sammen. Dertil en meget velklingende rytmegruppe, bestående af Bo Møller på guitar, Niels Kvist på bas og Casper Mikkelsen på trommer.
Søstrene leverede en varm hyldest til 30’ernes og 40’ernes amerikanske kvindelige vokaltrioer, hvor inspiration er hentet fra The Boswell Sisters, og The Andrew Sisters
Der var også en del julemusik, som satte os alle i en dejlig julestemning.
En fin måde at afslutte året på.

Bestyrelsen ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nytår.

Mette Stevns
Formand
Gladsaxe Jazzklub

 

 

 

Nyhedsbrev november 2022

Mørk og regnfuld er november, derfor er det særdeles velkomment med god swingende jazz, og det fik vi i den grad den 28. oktober med Don Vappie & Finn Burich International New Orleans Jazzband

Igen havde vi alt udsolgt, og i den forbindelse ønsker vi meget, at du/I bestiller billet i forvejen. Vi kan ikke være flere i lokalet, og det er ikke rart at komme til en udsolgt koncert, og det er heller ikke nemt at afvise gæster der kommer. Men vi har ikke plads til flere, og vi bliver nødt til at lukke dørene, og sætte den røde lampe op.
Onsdag den 2. november havde vi en koncert med Jes Holtsø og Morten Wittrock. Med sig havde de også Søren Bøje på guitar, og Hans Knudsen var blandt publikum og gav et par numre firhændigt med Morten Wittrock. En dejlig aften på Telefonfabrikken.
Perioden siden sidste Nyhedsbrev sluttede med børnejazz søndag den 13. november med Yasmin Børneafro. Der var gang i både børn og barnlige sjæle til de afrikanske rytmer, og opmærksom lytning til den vigtige fortælling om venskaber og relationer.

Nu er der kun to koncerter tilbage i 2022.
Fredag den 25. november får jazzklubben besøg fra Silkeborg, når Red Hot Four+1 indtager scenen, anført af Steffen Juhl Hansen, som udover at være en dygtig jazzmusiker er kendt for sit mangeårige engagement i Riverboat Jazz Festival. Vi ser frem til en dejlig aften, og menuen denne aften står på Chili con Carne.
Du kan købe billet via dette link: https://medlem.gladsaxejazzklub.dk/event/details/i23

Den sidste koncert i 2022 er den 9. december, hvor vi skal byde velkommen tilbage til Swinging Sisters. De har tidligere fået taget på Telefonfabrikken til at løfte sig. Vi glæder os meget, og det er samtidigt den sidste koncert, som er flyttet på grund af restriktioner under corona pandemien. Menuen er stegte andelår med tilbehør.
Du kan købe billet via dette link: https://medlem.gladsaxejazzklub.dk/event/details/i24

I bestyrelsen er vi meget tæt på at være færdige med planlægning af koncerterne i 2023, og programmet bliver offentliggjort den 9. december.

Bestyrelsen har haft et arbejdsseminar, hvor vi har ændret lidt på fordelingen af de praktiske og administrative opgaver. Vi har fundet løsninger, der kan fungere til næste generalforsamling, og blandt andet har personer udenfor bestyrelsen sagt ja til at hjælpe med udvalgte opgaver.
Vi nåede at tale om fremtiden for klubben. Det vil vi løfte sløret for til generalforsamlingen i marts måned. Vi arbejder uden tøven videre med det formål at arrangere gode, velklingende og swingende jazzkoncerter - gerne med et tvist. 

Med venlig hilsen

Gladsaxe Jazzklub
Mette Stevns

 

Nyhedsbrev oktober 2022

Så fik vi startet efterårssæsonen i Jazzklubben - og hvilken start: Tre dejlige koncerter, og en skøn jazzweekend.

Først en udsolgt koncert med Mads Tolling Quartet. Og vi er tilbage på Telefonfabrikken i Fællesrummet. Der er lidt mindre plads end på biblioteket, og dermed lidt tættere. Stemningen var i top, og musikken swingede.
Ugen efter havde vi Jubilæumskoncert for Leonardo Pedersens Jazzkapel. Det var en rigtig fin aften med fødselsdagssang, Henrik Wolsgaard og Hans Leonardo i samtale, bobler og masser af dans. Tak til alle, der var med til gøre aftenen til en fantastisk festligt aften.
Allerede om mandagen havde vi en udsolgt koncert i Drop Inn med Cathrine Legardh, der tog os med i Monica Zetterlund’s univers. En magisk aften.

I weekenden var der Jazzweekend på Strandhotellet i Gilleleje. Hotellet var fyldt med glade jazztoner, skøn mad og jazzgæster, der hyggede sig, og der blev danset igennem. Vejret var dejligt efterårsvejr med sol og skyer, lige til en tur langs stranden.

Det næste arrangemenet er med Don Vappie & Finn Burich International New Orleans Jazzband

Det er fredag den 28. oktober kl. 19.30. Billetsalget er startet, og godt igang.

På Intimscenen er det næste arrangement den 2. november kl.20 med Jes Holtsø og Morten Wittrock.
Desværre kan vi ikke denne aften være i Drop Inn, men vi arbejder på en anden løsning - og koncert skal der nok blive. Så hold dig ikke tilbage med at købe billet til de kommende arrangementer.

Billetter til efterårets koncerter kan købes via dette link
https://medlem.gladsaxejazzklub.dk/event

Den 13. november kl. 15 er der børnejazz med Yasmin Børneafro. Billetter kan nu købes via dette link
https://medlem.gladsaxejazzklub.dk/event/details/i26
Der er gratis adgang for voksne, mens det koster 30. kr pr. barn. For denne beskedne pris får man en Haloween tallerken og en juice.

Desværre er der ikke noget betalingslink via hjemmesiden, fordi vi aktuelt ikke har nogen, der kan lægge det ind. Som du kan læse nedenunder arbejder bestyrelsen på at finde en løsning.

I bestyrelsen er vi i gang med planlægning af 2023, og programmet bliver offentliggjort den 9. december. Bestyrelsen har i næste uge et arbejdsseminar, hvor vi skal drøfte arbejdsfordelingen, fremtiden og visioner. I vil kunne læse nærmere i næste Nyhedsbrev.
Vi har fornyet aftalen med Gladsaxe Kommune om økonomisk støtte. En aftale, der gælder de næste fire år. Det er kæmpe stort, og vi er meget glade. Vi har på denne baggrund ansøgt Statens Kunstfond, hvor vi ikke har fået svar tilbage endnu. Den økonomiske støtte er utrolig vigtig, hvis vi skal fortsætte med at arrangere vores koncerter på et højt musikalsk niveau.
Vi har ansøgt kommunen om tilladelse til at afholde Jazzfesten i juni, og vi glæder os til at kunne offentliggøre tid og sted. De første forhåndsaftaler med musikere er allerede lavet.

Vel mødt i Jazzklubben og god efterårsferie

Gladsaxe Jazzklub
Mette Stevns
Bestyrelsen

 

 

Hent som PDF: 

Nyhedsbrev september 2022

Om 3 dage har vi vores første koncert i efteråret og vi glæder os meget til at starte igen efter en dejlig sommer.
Desværre blev Musiklunden, der er Gladsaxe Jazzklubs plads til Budgetdagen i Gladsaxe aflyst i år på grund af regnvejr. Men andre dele af dagens festligheder blev gennemført, og solen tittede da også frem hen på eftermiddagen.

På fredag, den 16. september, har vi fornøjelsen at byde velkommen til Mads Tolling Quartet. Der er kun to billetter tilbage, men uden spisning, så skynd dig, hvis du skal opleve denne koncert.

Allerede ugen efter, fredag den 23. september, er vi på banen igen, og denne gang skal vi fejre et 60 års jubilæum. Tænk bare - 60 år. Der har naturligvis været udskiftninger i orkestret undervejs, men kapelmesteren er den samme. Hans Leonardo står i spidsen for Leonardo Pedersens Jazzkapel, og vi siger velkommen til en skøn aften.
Der er stadig mulighed for at købe billet.

Mandag den 26. september får vi besøg af en af Danmarks bedste jazzsangerinder. Cathrine Legardh kommer med sin trio til en intimkoncert i Drop Inn, hvor hun fortolker sange af den kendte svenske sangerinde Monica Zetterlund.

Derefter går det rask afsted med den ene dejlige koncert efter den anden, og alle billetter er sat til salg. Undtaget er dog børnejazz søndag den 13. november. Der bliver snart åbnet for denne.
Køb billetter her.

Om små 4 uger, fra fredag den 7. til søndag den 9. oktober, er der nogle, der skal til en fantastisk jazzweekend på Hotel Strand i Gilleleje. Den gode nyhed er, at der er to dobbeltværelser ledige endnu, så skynd dig, hvis du har lyst til at deltage i dette arrangement. Det er ren luksus på dette dejlige hotel, som er kendt for den gode forplejning, og til en særdeles rimelig pris. Weekenden er fuld af god swingende dansevenlig jazzmusik.
Se nærmere på vores hjemmeside.
Du kan tilmelde dig her.

Om bestyrelsen og vores arbejde kan vi sige, at vi arbejder ufortrødent videre med vores plan om at skabe gode koncerter i klubben, og udvikle vores samarbejde i bestyrelsen. Næste års program er tæt på at være færdigt.

Kirsten Lykke Knudsen har ønsket at træde ud af bestyrelsen som suppleant, vi siger mange tak for indsatsen til Kirsten og ønske hende god vind fremover..

På snarligt gensyn

Mette Stevns
Bestyrelsen
Gladsaxe Jazzklub
  Modtag ikke flere e-mails fra Gladsaxe Jazzklub
Denne e-mail er sendt fra ForeningsAdministrator.dk

 

Hent som PDF: 

Nyhedsbrev august 2022

Vi håber I alle har haft en dejlig sommer og fortsat kan nyde det skønne vejr vi har i disse dage.
Selvom det har været sommer og sol, foregår der stadigvæk mange ting i bestyrelsen.
Der er sikkert nogle der har lagt mærke til, at der nu står Telefonfabrikken som lokation på vores arrangementer og desværre er det ikke fordi Dansesalene er blevet frigivet. Men vi har besluttet at fortsætte koncerterne om fredagen i Fællesrummet på Telefonfabrikken, hvor vi har adgang til køkken og hvor vi ikke skal flytte alle vores ting frem og tilbage mellem Hovedbiblioteket og Telefonfabrikken.
Vi har dog været rigtig glade for at være på Hovedbiblioteket, det er et godt lokale. Vi har været glade for det gode samarbejde vi har haft med kommunen og biblioteket. Vi har ligeledes været glade for samarbejdet med Magnes Madhus.
Du behøver altså ikke mere, at tage et rigtigt glas med hjemmefra og der vil også være salg af kaffe og kage i baren til fredagsarrangementerne.
Vi har igen måtte justere på priserne. Som vi alle kan mærke bliver alting dyrere og vi har været nødt til at regulere på både entre og prisen på mad. Vi har gjort det dyrere at komme til koncert for ikke medlemmer.
Vi har også ændret på tidspunkt og fremover vil koncerterne fredag være fra 19.30-22.30.

Inden vi starter med efterårets fredagsarrangementer er Jazzklubben at finde på Gladsaxe Budgetdag den 27. august. I Musiklunden kan du finde os med en bod. Elisabeth Børch er engageret sammen med Chris Tanner og Mads Søndergaard til at spille op til dans.

Første aften i efteråret er fredag den 15. september, hvor Mads Tolling Quartet gæster jazzklubben. Overskriften på aftenen er "Jazzviolinens mestre" og kvartetten består af fire særdeles kompetente musikere:
Mads Tolling (violin)
Jacob Fischer (guitar)
Mathias Petri ( bas)
Andreas Svendsen ( trommer)

Vores madlevendør serverer Italiensk porchetta med pastasalat og en salat med sommerkål i flere farver.

Den 23. september har vi et større arrangement på Grønnemoseskolen.
Leonardo Pedersens Jazzkapel fejrer 60 års jubilæum i år. Kapelmester Hans Leonardo er blevet 80 år her i sommer. Dette "almost big band" har igennem alle årene været kendt for deres gedigne swing musik ved utallige koncerter. Og er særdeles populært blandt swingdansere.
Der vil være salg af Otellolagkage og kaffe, baren vil være åben. Henrik Wolsgaard Iversen causerer med Hans Leonardo, og der vil være flere overraskelser. Billetsalget er startet.

Alle billetter til efterårets koncerter bliver nu sat til salg, undtagen til børnejazz i november.
Køb billetter her: https://medlem.gladsaxejazzklub.dk/event

Der er fortsat enkelte ledige værelser til Jazzweekenden på Gilleleje Strandhotel. Kom med til det skønneste hotel i den dejlige by Gilleleje og få en hyggelig weekend med masser af fremragende jazzmusik og fantastisk godt samvær.
Du kan læse mere om arrangementet her:
https://www.gladsaxejazzklub.dk/highlights/2022/jazzweekend-2022-l%C3%A6s-mere-her

Vi glæder os til at se jer til Swingende jazz på Telefonfabrikken.

På bestyrelsens vegne
mange hilsner
Mette Stevns

 

 

Pages