Gladsaxe Jazzfest 2019: GasOrleans

søndag, 16. juni 2019 - 17:00
En tur til New Orleans over Langebro sammen med sanger og entertainer Michael Carøe og hans helt nye 10-mands-orkester ... det bliver jazzfestens afslutningskoncert. En musikalsk gumbo – kort og godt.
 
Michael Carøe har siden 2012 været fast gæst til det årlige Mardi Gras-karneval i New Orleans. Siden 1857 har man holdt denne kæmpe byfest. Byens heksekedel af smittende livsglæde og swingende musik har på det seneste inspireret den danske sanger til et hjemligt musikalsk initiativ af de helt store.
 
I et interview fortæller Michael Carøe bl.a. at ’Gasolin stråler, som den store sol i mit musikalske univers’. Den danske rockgruppes legendariske musik med numre som fx Langebro, Snehvide og Fi-Fi-Dong gjorde allerede indtryk på unge Carøe i 11-12-årsalderen.
 
Kærligheden til New Orleans og til Gasolin måtte mødes – bistået af gode musikalske venner tog konceptet form. Gasolin-numre i New Orleans- grooves, à la den amerikanske pianist og sanger Dr. John, blev arrangeret – og bestod den kritiske vurdering.
 
Et nyt band konstituerede sig, og 2018 blev brugt til at raffinere udtrykket. Test-shows blev afholdt fire steder i landet – og med stor succes. I 2019 står bandet således godt rustet til at møde publikum for sammen med dem at fejre 50-året for ét af landets yndlingsorkestre.
 
Gladsaxe byder GasOrleans velkommen i Aldershvile Slotspark.
 
Spillested: Aldershvile Slotspark ved Bagsværd Sø
Søndag 16. juni 2019, kl. 17:00 - 19:00
 
Musikken starter: 
17:00
Besætning: 
Michael Carøe, vokal;
Jesper Rytkov, trommer;
Esben Duus, trommer;
Nicholas Findsen, bas;
Henrik Silver, sousafon;
Jesper Riis, trompet;
Ola Åkerman, trombone;
Mads Rahbeck, sax;
Torsten Lefmann, guitar.