Gladsaxe Jazzfest 2019: Lasse E. Jensen Trio

Lørdag, 15. juni 2019 - 12:30
’Luften og atmosfæren er munter og tilrøget. Vi befinder os på en bar i 1930’ernes Chicago. Lyden af dansende sko og det opretstående klavers insisterende og melodiøse toner blander sig til en ekstatisk stemning, der er lige ved at få taget til at lette. Publikum klapper i takt og kommer med højere og højere tilråb!’ – det er boogie woogie, blues og jazz!
 
Spolende frem til 2006 møder vi Lasse E. Jensen – en fremadstormende, ung mand fra Ringsted. Han har netop stiftet bekendtskab med de tre elskelige musikgenrer. Et bekendtskab, der har udviklet sig til en karriere, som omfatter optrædener i ti europæiske lande, deltagelse i flere jazzfestivaler – herunder danske Maribo Jazzfestival , Riverboat i Silkeborg og Copenhagen Jazz Festival. Når Lasse E. Jensen Trio indtager scenen forenes boogie woogie, blues- og jazzmusikken i skøn harmoni. Det ekvilibristiske og energiske fra boogien, det groovy fra blues’n og det legende og improvisatoriske fra jazzen.
 
Atmosfæren bliver fyldt med alt det, der gør, at man siden 1930’erne ikke har kunnet holde hænder og fødder i ro, når disse musikgenrer folder sig ud.
 
Spillested: ’Pladsen’, Søborg Hovedgade 80
Lørdag 15. juni 2019, kl. 12:30 - 14:30

 

Musikken starter: 
12:30
Besætning: 
Lasse Ebbeskov Jensen, klaver;
Emil Mathiasen, kontrabas;
Jeppe René Veje Bredahl, trommer.